[ Startside ] [ Op ] [ Div. ture ] [ Los LLanos ] [ La Gran Sabana ] [ Merida ] [ Yaracuy ] [ Amazonas ] [ Orphanate ]  
 

Junglen har altid haft en noget udefinerlig tiltrækningskraft på det moderne menneske, urskoven, dette mægtige grønne uhyre med dets farer (indbildte og faktiske) dets intense tæthed, og mystikken. . . .

Lila, min navnebror og jeg drog fra Ciudad Bolívar søndag aften med en bus til Puerto Ayacucho, hvor vi landede planmæssigt 10 timer efter. Nu var vi i Amazondistriktets hovedstad. Lila ringede til sin kusine, og så var vi gæstfrit indkvarteret, og gik på jagt efter tilladelse til at komme ned til La Ezmeralda og videre ud til nogle Yanomami-landsbyer der i nærheden. Dels lod det sig ikke umiddelbart gøre at få denne tilladelse, dels passede flyforbindelserne os temmelig dårligt og dels ville vi ikke bruge endnu en dag i den meget varme Puerto Ayacucho på at søge disse ting, så vi henvendte os til Luis ved tourbureauet Coyote, og købte en af de mere almindelige 3 dages ture op ad de nærmeste floder. US$ 60,- pr. snude pr. dag, og det er nok standardprisen taget i betragtning at vi kun var tre pers.

Først blev vi læsset på en varevogn og kørt til Samariapo ca. 50 km. sydpå. Strækningen mellem Samariapo og Puerto Ayacucho er nemlig den eneste på Orinoco, der ikke kan besejles, bortset fra dens allerøverste løb.

Her blev vi så udskibet i en bongo, (en lang udhulet stamme overdækket med palmetag og en 40 HK påhængsmotor) med vores guide Angel og kaptajnen Arthuro. Ved afrejse blev der sat et Venezuelansk flag i palmetaget, det er påbudt, idet man jo følger grænsen til Columbia noget af vejen. Jeg syntes også at vi skulle have et flag op, så jeg fandt et Dannebrog på ca. 7X12 cm. i en lomme i rygsækken hvor den havde ligget upåagtet siden min første tur til Venezuela. Lila og Jens kaldte det et Mr. Bean flag, og det havde de meget sjov af, selv synes jeg det var meget fint.

Den første dag sejlede vi op ad floderne Orinoco, Sipapo og Autana. Vi lagde til ved et par steder for at få tilladelse til at tage videre ud i vildnisset, bl.a. ved den største ø i Orinoco Isla Raton (museøen) 75 ha. tror jeg den var. Da vi forlod Orinoco og sejlede ind i Sipapo lagde vi mærke til en meget stor forskel på farven af vandet, Orinoco er helt gulgrå, medens Sipapo er klar blågrå. Det har noget med de planter og mineraler der er i vandet at gøre. Efter en 4-5 timers sejlads ankom vi til en lille landsby af Piaroa indianere og der i nærheden slog vi lejr ved en stor sten der dannede en naturlig anlægs-, bade- og kogeplads. Her mødte vi vores indianske guide Avelino. Vi gik en kort tur til et højdepunkt for at se ud over skoven til den markante ”tepui”(meget gammel bjergformation med meget stejle sider og flad på toppen) Autana, der med sine 1208 meter rager godt op over skoven.

Efter at have spist maden som vores guider havde frembragt over bål på den store sten, fik jeg inden køjetid lejlighed til at komme med på jagt/fiskeri med Avelinos bror i en meget lille kano, man skal sidde meget roligt i sådan én, ellers kommer floden ind til én. Medbringende bøsse og en trefork med modhager til at stange fisk ligesom den vi bruger til at stange ål derhjemme, bare lidt mindre, padlede vi lydsvagt (på indianermaner) ned af floden tæt ved bredden, medens indianeren periodisk lyste med sin pandelampe ind mod denne, vel nok for at få øje på øjne i natten. I temmelig lang tid skete der ikke en skid, og jeg var ved at blive godt øm i den del af legemet jeg holder højest når jeg plukker jordbær. Så drejede vi op ad en bæk, og kort efter stødte min makker ålestagen ned i bunden tæt ved bredden, noget sprællede, og da det var ved at være færdigt med det, trak han den op, og det viste sig at være en guabina på ca. 25 cm.
Vi fortsatte op ad bækken et stykke tid uden om og under væltede træer og inden vi kom ud i floden igen havde vi 4 guabinaer, og en bocachico (drengemund!) alle mellem 20 og 30 cm. og vi havde set en rokke der sneg sig hen ad bunden og legede lille gulvtæppe (Ø = ca. ½ meter). De skal være ret giftige, selvom det vist ikke er så galt i den størrelse.
Jagtlykke havde vi imidlertid ikke med os, så hverken tapir, lapa, hjort eller kapivar.

Efter næsten 2 timer kunne jeg tage mig en velfortjent slurk rom, og strække mig i hængekøjen, på snedig vis omsluttet af mosquitonet, så jeg kom igennem natten uden mén. Den anden Jens havde haft et mosquitonet med større huller end sådan et er født med, så han tog alle stikkene hjem.

Andendagen startede med en tur i skoven, her så vi en del lægeurter og –træer. ”Caña de india” (sukkerrør hedder caña) er en busk, hvor man bruger saften fra stængelen til at kurére dårligdomme i lever og nyre. Et træ der hedder ”palo camaña” sveder en hvid saft når man skærer i den, saften er så fed at den kan brænde og bruges til lys, og desuden er saften sårhelende. Af planten ”seje” får man et middel mod astma og bronquitis. Saften af busken ”barbasco” er hvid og giftig, man hælder lidt i en bæk, og så samler man besvimede fisk op længere nede.

Frugter var der også, vi smagte ”guama”, en lang bælg, hvor man sutter det sødt/syrlige frugtkød af de 2-3 cm. lange kerner, når man vandrer med sådan en ½ meter lang bælg har man faktisk bolcheposen med. Endnu bedre var dog ”uva de indio” uva betyder drue, hvilket de også mindede om selvom de hang højt i et træ, og havde en stor sten i stedet for kerner.

Vi kom gennem landsbyens conuco (urtehave) Der ryddes en plet skov hvert år, til dels ved afbrænding til dels ved fældning. Man dyrker måske lidt andet år, men i hovedreglen dyrker man kun ét år, og så får det lov til at gro til igen, og det kan det, idet det dyrkede areal er så lille, og jorden ikke ødelagt. Her plantes først og fremmest ”yuca amarga”, det er den type yuca der skal males og vandes ud, fordi den ellers er giftig og derefter bruges til at bage kassabe af. Den anden yuca som spises mere i det vestlige Venezuela kan koges og spises direkte. Den giftige har smallere blade end den søde. Derudover dyrkes kun ananas og en frugt som kaldes ”indianerens tomater” de er gule og minder noget om tomater.

Den største oplevelse på vores skovtur var dog nok at få lokket en ca. tolv cm. lang tarantel ud af sit hul, den var fæl siger jeg bare. Man har tidligere spist dem, kødet skulle være lidt henad rejer, men nu er der ikke så mange af dem, så man ønsker at bevare dem der er – selv de allerfæleste har ret til at være her, og det er da glædeligt, så har en anden én vel også en change.

Efter frokosten tog vi ud i en noget mindre båd for i stærk sol at padle os op ad en noget mindre og bugtet flod til et sted hvor vi gik i land for igen at trave gennem skoven.

Her så vi myrer, ”hormiga 24” (hormiga er spansk og betyder myre) Den hedder 24 fordi det gør allerhelvedes meget ondt i hele kroppen i 24 timer hvis man bliver bidt af sådan en satan. Den er sort og ca. 3 cm. lang, og vi fandt deres hul ved et lille træ. Normalt dør man ikke af dens bid, men Avelino var engang blevet bidt af 3 og hævede enormt.

Senere fandt vi bachaco, det minder noget om en myre, men er mere i familie med termitter, så vidt jeg er orienteret. Dette kryb er en lækkerbisken for mange indfødte, men de spiser dem også fordi de har et stort proteinindhold. Jeg smagte dem første gang i 98 hos Pemón indianerne på La Gran Sabana, men da var de ristede og større, og man spiste både for og bagkrop, det må også have været en lidt anden model, for de var lidt større, og boede anderledes. Dengang ærgrede jeg mig over at jeg ikke havde taget mod til mig og smagt dem friske, nu havde jeg chancen igen. Man fanger dem ved at stikke en pind ned i deres hul, den bidder de sig så fast i med deres kraftige ”mundkløer” så man kan hive dem med op, pille dem af, bide hovedet i stykker (inden den bidder dig i tungen) og spise hovedet. Det smager ikke af alverden, og man kan jo spytte hovedskaller og mundkløer ud, men det tog alligevel et godt stykke tid at tage sig sammen til at bide i dyret. Da jeg først var gået til biddet, fulgte Jens og Lila tøvende efter – så har vi da prøvet det!

Avelino havde glemt sine sko, i skoven trådte han i en samling bachaco der fes rundt på stien, 3 af dem nåede at bide ham, det gør ikke så ondt lige i øjeblikket , men til nat kommer det til at smerte, selvom det ikke er nær så slemt som hormiga 24.

Efter skovturen padlede vi igen ned af floden, denne gang i en rigtig troperegn, så vi måtte øse hele tiden, ikke blot regnvand, men også det vand som Jens padlede ind i kanoen ved sin umådeholdene padlen, men turen var alligevel en god oplevelse, det regnede næsten så fiskene kunne svømme op i ”luften”. Pludselig får jeg ved siden af båden øje på en slange der bugter sig gennem vandet, hvis jeg havde skyndt mig at række ud efter den, havde jeg kunnet hive den ind i kanoen, så tæt var den på, men jeg skulle nok dy mig, og Avelino sagde da også at det var en Mapanare, en af de meget giftige, den var vel en meter eller halvanden, det er ikke nemt at vurdere, sådan som de snor sig.

Inden aftensmaden var vi på besøg hos ”chamanen” - medicinmanden, her fik vi lov at prøve hvordan han behandler sine klienter. Han knuser nogle tørrede frugter i en flad skål, så får man udleveret et par sugerør til at anbringe i næseborene for at snuse pulveret op den vej. Det lugter lidt efter kanel og skulle virke svagt euforiserende og bevirke at chamanen kan se i patientens øjne hvad han fejler. Vi blev nu ikke videre påvirkede, men nyste slemt.

Efter aftensmaden sad vi og snakkede over lidt rom, og Avelino fortalte noget om Piaroaernes tro. Bjerget Aytana betød meget for dem. Sagnet fortæller (i meget korte træk) at bjerget engang var et kæmpestort træ, hvorpå der groede alle mulige frugter, på jorden groede der ingenting, og menneskene kunne ikke nå op til frugten. Så fældede man med mange genvordigheder træet og frugten spredte sig ud og begyndte at gro over det hele. Resten husker jeg ikke godt nok til at genfortælle, men tapiren spiller også en stor rolle.

Næste dag gik det igen ned ad floderne, denne gang blev der hængt en hængekøje op, det havde jeg meget glæde af.

Alt i alt en meget god tur, men det var nu alligevel ikke rigtig jungle, og det skuffede noget. Faktisk har jeg set noget højere og tættere skov på vej op til La Gran Sabana og ved Rancho Grande på kystbjergkæden. Rigtige vaskeægte indianere så vi heller ikke, alt det der skal man noget længere sydpå for at opleve, men det kræver lidt forberedelse, men nu ved vi mere til næste gang.

Dagen efter var vi en tur i Colombia, færgen er 10 min. om at krydse floden og på den anden side er græsset meget grønnere, eller i hvertfald er varerne billigere.

Luz valencia og Jens Kr. Hansen - Esbjerg, Danmark
Tlf: +45 75 45 14 96 - Mail: jens@luzjens.dk