[ Startside ] [ Op ] [ Div. ture ] [ Los LLanos ] [ La Gran Sabana ] [ Merida ] [ Yaracuy ] [ Amazonas ] [ Orphanate ]  
 

Afrejse 1998
Sprogskolen
Choroní - Chuao - Cacao
Ud og danse
El Avila er hård motion
Colonía Tovar er næsten tysk
Stranden Santa Fé
Caracas
Hos Jairo i Acarigua
Chichiriviche
Cueva del Guácharo
Røvet i Puerto Cabello
Ciudad Bolívar

Afrejse 1998
Jeg hører til dem der altid har travlt i sidste øjeblik, og jeg var da også først færdig med at pakke og ordne alt muligt ved 2-tiden så det blev ikke til mere end et par timers søvn før jeg ved 5-tiden skulle op og af sted til lufthavnen.
Turen derover var lidt af en prøvelse. Først var der tåge i Paris, så jeg kom for sent til mit fly til Caracas. Så blev jeg sendt over New York, og da jeg kom dertil var min bagage væk. Jeg ankom til Caracas 8 timer senere end beregnet, så der var selvfølgelig ingen for at hente mig i lufthavnen, selvom de havde ventet i flere timer. Nepenthes havde anvist Hotel Jolli, hvis der skulle opstå problemer, så der indlogerede jeg mig. Bagagen kom 2 dage senere.

Sprogskolen 
Jeg gik til sprogskolen, Centro Venezolano de Español for at møde nogle danskere. Sammen gik vi hen til Museet for Videnskab for sammen med mange andre at overvære solformørkelsen (26.03.98). Caracas ligger lidt for sydligt til at solen blev helt dækket, men ca. 3/4 dækket var den dog.
Søndag aften blev jeg indkvarteret hos min sprogskole-plejefamilie, og det er fint - flinke mennesker, god mad, lejlighed på niveau med danske forhold. Vi bor 4 danskere på to værelser. Lone og Inge på det ene og Lars og jeg på det andet. Man kunne jo nok have tænkt sig en noget smartere fordeling!
Skolen er også OK, der er nogle meget kompetente lærere, og et par stykker som ikke er særlig anvendelige. Vi går i skole 5 time hver formiddag, og om eftermiddagen er der for det meste ekskursioner i byen. Det er den meget karismatiske Marie Carmen der leder os på disse udflugter.
Det er stadig dejligt varmt her, selvom det har været varmere, der er vel knapt 30 grader når det er varmest.
Undtagen på skolen. Det er sådan i Venezuela, at jo finere stedet er, jo bedre virker airconditionen, og jeg tror at den bygning skolen ligger i, har ambitioner om at blive fin, der er i hvertfald pissekoldt, så jeg er glad for jeg har mit termoundertøj med fra Mou Dybfrost. Det var beregnet til bjergene, nu bruger jeg det hver dag. Bortset fra det er skolen udmærket, vi er kun 2 elever i min klasse.

Choroní - Chuao - Cacao
I weekenden var jeg først i Maracay og siden i Choroní, det er en lille hyggelig fiske- og strandby 5 timer fra Caracas. Jeg traf botanikeren Robert fra The States. Han rejser 4-5 måneder om året og lige for tiden skriver han på en bog om botanik i Venezuela. Sammen tog vi en båd og sejlede et kvarter hen for at se en kakaoplantage, og landsbyen Chuao, det var meget interessant, vi kom ind til den lille havn, og derfra var der 4 kilometer op til landsbyen, heldigvis gik der en bus ad den snoede vej gennem plantagen med kakao og bananer. Det er ellers en fin spadseretur, men vi måtte erkende at vi havde for lidt tid.
I landsbyen var der et meget lille museum som var lukket, men et barn låste op og viste rundt. Fabrikken hvor de behandler kakaoen var desværre ikke i gang da det var søndag. Vi ville godt have set hvordan de tørrer og behandler kakaoen på den store plads foran fabrikken. Da vi spurgte dertil, blev vi vist hen til en klog mand, Francisco Plánchez, som var meget glad for at der var udlændinge der interesserede sig for kakao i hans lille afkrog af verden - man kan kun komme dertil med båd.
Desværre er det ved at gå tilbage med kakaoproduktionen - det skulle ellers være verdens bedste - folk ville hellere dyrke bananer, da det gav penge til dem selv, kakaoen tilhører en hacienda, jeg er ikke helt klar over hvordan det hænger sammen endnu, det er jo ikke alt man forstår på spansk, men jeg har planer om at komme hertil igen senere med bedre tid og spanskkundskaber.

Ud og danse
Vi var 7 fra skolen på El Maní på Sabana Grande, en danserestaurant med salsa- og merenguemusik, her kan man se at der er meget forskel på det rige og det fattige Venezuela. Her koster øllet 1540 Bolívares, på et folkeligt sted kan man få dem for 300. Sammenlign det med Danmark, hvis man normalt betaler 15 kr. for en øl på et værtshus, ville det svare til 75 kr. på et af de bedre steder. Bortset fra det var musikken og stemningen god, men tjeneren strid. Der er en del af tøserne der er helt syge med at danse salsa, altså med de lokale machos, de danser godt og har en fantastisk rytme siger de, så vi andre varmer en del bænke. Vi er lidt forsigtige når vi går derfra midt om natten, vi går flere sammen, og tager taxa frem for at gå rundt i gaderne.

El Avila
Vi var fem der gik op på bjerget nord for Caracas - El Avila, som også er nationalpark - en anstrengende men skøn tur bort fra storbyens larm, deroppefra har man udsigt over hele byen, og det er meget. To ville overnatte deroppe, men vi tre andre gad ikke sove på den bare jord, når vi nu har en god seng derhjemme. Der er ellers stier hele vejen over bjergene til kysten, jeg tror man kan gå derover på 2 hele dage.

Colonia Tovar
Om søndagen var jeg så en tur i Colonia Tovar, den er etableret i 1843 af udvandrere fra Schwartzwald. I et århundrede var byen stort set isoleret fra omverdenen, man talte tysk og det var forbudt at gifte sig med folk udefra. Ikke før 1963 blev der lavet en asfalteret vej til kolonien. Der er meget smukt, det ligger oppe mellem bjergene og man kan næsten forestille sig at man står i Schwartzwald. Mange fra Caracas tager dertil i weekenden, det gør da også at selve byen er én stor forretning.
Det var temmeligt svært at komme tilbage til byen, jeg stod 5 kvarter og ventede for at komme med bussen.

Santa Fé
Vi tog lige efter skoletid af sted fredag, og ankom til Santa Fé ved 21 tiden. Det er et lille hyggeligt badested øst for Puerto la Cruz. Vi havde sagt til chaufføren at vi skulle af ved Santa Fe, men da vi var på vej ud af hvad jeg mente var Santa Fé, gik jeg hen til ham og sagde at vi godt ville af, så der stod vi 10 danskere på en mørk landevej 1 km. fra byen. Kort efter kom der imidlertid en "taxa" et folkevognsrugbrød, i sådan et er der normalt en bred dør i højreside. I denne her var det et bredt hul, lys var der heller ikke, men Lars havde en god lygte som han stak ud af det brede hul, så havde vi lys på.
 Om lørdagen traf vi cubaneren Christian, vi hyrede ham med båd, og sejlede rundt og snorklede, badede, så på koraller, delfiner, pelikaner og bobler der kom op fra undergrunden - svovldioxid. En skøn dag.
 Der er et hyggeligt liv i den lille by, hvor fiskerne lander deres fisk på stranden, vejer dem, og pakker dem i fiskebilen. Et marked er der selvfølgelig også. Om aftenen sad vi alle og spiste på en lille restaurant på stranden, jeg fik camarones i hvidløg - mums

Caracas
Den sidste tid i Caracas fik jeg bl. a. set et par maleriske ældre bydele. Caracas er jo ellers en ny by med højhuse i stål og glas, en del af dem ganske flotte i deres moderne kunstneriske form som man også møder i Hamborg og Paris, selvom der indimellem er meget kedeligt byggeri, men det er der vel i de fleste storbyer. Her er der desuden slum op ad bjergsiderne ganske tæt på de sofistikerede luxustårne.
Den gamle bydel omkring huset (museet) hvor Simon Bolívar blev født er ikke meget at skrive hjem om, men Petare hvor vi boede og som nu er vokset sammen med Caracas har en meget velbevaret kolonial bydel, og så er der den noget højereliggende forstad El Hatillo som også er værd at besøge med dens mange små pæne huse - og kunsthåndværksbutikker.
I bydelen Altamira ligger der masser af kæmpevillaer, de fleste med 2 - 3 biler i carporten.
Låsesmedene må have nok at lave her i landet. I den boligblok hvor vi boede, låser man sig først ind gennem en gitterdør for at komme ind på grunden, derefter gadedøren, så er der en nøgle til elevatoren, og så er der en gitterdør foran hoveddøren, altså fem låse i alt.
Det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at man må sikre sine ejendele, med den enorme forskel der er på rig og fattig her. Sådan ville det også blive i Danmark hvis de borgerlige kom til magten, ah - OK, næsten.
Den fugl man mest hører i Venezuela er bilalarmen, den har nogle meget karakteristiske skiftende lyde, og man hører den døgnet rundt, jeg tror roligt man kan stjæle en bil her, der er ikke nogen der vil reagere på den lyd - OK jeg tar´ bussen.

Acarigua
Jeg er på besøg hos Jairo Segovia, som jeg først mødte i Mantecal i påsken 1997. Jeg kørte med ham og 2 andre i en gammel folkevogn (boble) op mod Barinas, undervejs stoppede vi bl.a. for at fiske piraña.

En søndag tog vi ud for at bade i floden, og besøgte to interessante mennesker. Den ene hed Gerardo, og var kunsthåndværker, lavede gedigne møbler og skulpturer af træ, mest ceder. Bordplader på 10 cm. tykkelse og understel til glasborde af nogle kæmperødder der ville give enhver flyttemand nervøse trækninger. Jeg spurgte til prisen på et bord, det kostede ca. 3800 kr. og han havde arbejdet på det i to måneder.
Hans nabo John, var en ældre mand oprindeligt fra Arizona. Han havde været leder på en farm med 48.000 stk. kvæg. Nu havde han sin egen farm hvor han dyrkede kaffe. Han talte selvfølgelig engelsk, og var meget interessant at tale med, han vidste meget om La Gran Sabana hvor jeg jo skal være fire uger fra 27. apr. 98.
Han fortalte om en mand der havde siddet ved sit bål ved en flod, da der dukkede en slange op af floden, vel nok tiltrukket af lugten af de fisk han ville stege. Manden ville beholde sin fisk - og sig selv, så han nedlagde slangen med et velrettet skud. Han var imidlertid ikke istand til at hale den op af floden ved egen kraft, så han lod den ligge til næste dag hvor han fik hjælp. Det viste sig at anakondaen var 16 meter lang, og da de fik skindet af den, var det over en halv meter på det bredeste sted.

Chichiriviche
Jeg stod op kl 05:30 for at få kørelejlighed med Jørgen til Valencia, for derfra at tage bussen til Chichiriviche. For det første ville jeg gerne se stedet med dets mange fugle, og jeg havde også lyst til at se noget strand, og det er der nok af der. For det andet ville jeg gerne besøge Lars, Lone og Inge der var på projekt ved Profauna. Jeg var derude allerede ved 11-tiden om formiddagen, ringede til Profauna (en national organisation som arbejder med naturbeskyttelse), men mine danske venner var i Valencia med nogen af dem fra Profauna, og ville være tilbage ved 15-tiden. Nu kender jeg jo lidt til tidsregning i Venezuela, og det holdt da også stik at de ikke var tilbage før ved 19-tiden. Lars kom og bankede på døren til mit hotelværelse, og vi gik ud for at se lidt på byen, og udveksle erfaringer.
Dagen efter kom Lars og Lone og hentede mig inde i byen, og efter at have spist morgenmad, gik vi de 35 min. ud til stationen, et nyt hus i et fladt terræn ud til vandet.
Om eftermiddagen tog vi en båd over til en nærliggende strand, hvor vi lå og strandvaskede, og jeg blev igen temmelig solskoldet, selvom det faktisk var overskyet stort set hele tiden. Der var utroligt meget affald på stranden. Om aftenen gik Lars og jeg ind til byen for at skylle halsen og få tiden til at gå, heldigvis kom de andre fra stationen i bil så vi var fri for at gå tilbage igen.
Søndag var en god dag, om formiddagen var vi ude for at tælle flamingoer, som en del af et større projekt i Venezuela og på Bonaire. Vi talte 419 der hvor vi var. Senere så vi krokodiller, den lille baba og den noget større kaiman de la costa, som vist er en smule anderledes end den kaiman man møder nede på Los LLanos.
Om aftenen tog vi en båd ud for at se på et par huler, det var nærmest spalter ind i klippen. Den ene hedder Cueva de los Indios, og her er indianske inskriptioner vistnok fra 3500 f. k. Den anden hedder Cueva de los Santos og her står masser af helgenfigurer og andet religiøst som man beder til. Derfra sejlede vi gennem kanaler i mangroven til en havn for at aflevere nogen af passagererne. Det var ved at blive mørkt, og når mangroven lukkede sig over vore hoveder, var det næsten helt mørkt, bortset fra ildfluer der glimtede.
Det viste sig at der ikke var så meget at lave ved dette Profauna projekt som forventet, de havde samlet nogle muslinger, malet en båd og medens jeg var der, talte vi flamingoer en dag, men derudover blot badet, snorklet, sejlet og ventet.
Det var jo meningen at Profauna skulle levere kosten, de frivillige havde i hvert fald betalt for den gennem Nepenthes, men det var mangelfuldt, faldt på underlige tidspunkter og man var nødt til at supplere selv.

Cueva del Guácharo
Jeg er på den lange rejse mod La Gran Sabana, med en afstikker til Cueva del Guácharo. Undervejs overnattede jeg i Cumaná, Caripe og Tumeremo.
Cumaná er en forholdsvis gammel by og jeg besøger fortet som er bygget til at beskytte byen i kolonitiden. Der er ikke meget af den slags i Venezuela.
Caripe er en pæn lille by der ligger i 900 meters højde, så der er ikke overvarmt. I Caripe fandt jeg det skønne lille Hotel Saman med blomstersmykket patio, kæmpestore lerkrukker, kunsthåndværk, hyggeligt værelse og svømmepøl. Et værelse kostede 8100, men den unge ejer er backpacker-venlig, så jeg fik det for 5000.
Cueva del Guácharo er en hule der er 10,5 km. lang. Den er opkaldt efter fuglen Guácharo, som ser ud som en fugl, men opfører sig som en flagermus. Som turist bliver man ført 1,5 km. ind i hulen ad en brolagt sti. Ca. halvvejs på denne tur går man gennem en snæver passage, hvor man netop kan knibe sig igennem. Indtil da er der en skræppen og halløj uden lige fra fuglene, men derefter er der ingen. Der er temmelig mørkt i hulen, den gaslampe guiden har med, lyser meget godt, men man ser kun fuglene som flagrende skygger under loftet, som vel er 8 - 12 meter oppe hvor det er højst. Der var imidlertid et par der var kommet op at slås, de lå på gulvet, så der fik vi dem at se. Vi skilte kamphanerne, og de baskede fortumlede derfra. Fuglene flyver ud om natten og spiser frugt og frø. Hulens bund var strøet med affald, hvoraf noget spirede. Rotter nød også godt af det, men vi så dog kun én. I hulen er der som i mange andre huler stalaktitter der hænger ned fra loftet og drypper og stalagmitter hvor det rammer.
Kl. ca. 7 om aftenen flyver fuglene ud, da er det mørkt nok. Jeg havde troet at det ville føles som at stå på en perron hvor et eksprestog passerede når de 10 - 12.000 fugle skal ud samtidig. Helt så voldsomt var det ikke, men alligevel imponerende det kvarters tid det varede.
En halv time fra hulen ad en sti gennem skoven, kommer man til et lille sødt vandfald.

Røvet i Puerto Cabello
Maj 97 var jeg på en mindre vellykket tur til Puerto Cabello.
Jeg sad stille og roligt i en lille park ved en strand i Puerto Cabello, det var kl. 11 om formiddagen, der var en del mennesker i nærheden, og alt åndede fred og idyl. Pludselig blev jeg grebet om halsen bagfra, og to andre tog hvad jeg havde i lommerne og mit ur plus en plastikpose med fotografiapparat og Lonely Planet. Passet og min lommebog stak de dog tilbage i min baglomme. I lommebogen lå VISA kortet. Jeg følte mig jo noget ærgerlig over den behandling, men faktisk skete der jo ikke noget alvorligt. Det værste var egentlig at der forsvandt en hel film, som forsikringen jo ikke kan dække.
Jeg gik derefter på politistationen, for at anmelde røveriet, og for at have en anmeldelse at vise forsikringen. På den første politistation skrev de rapport, men da jeg bad om en anmeldelse, havde de ingen skrivemaskine, og henviste de mig til en anden politiinstans et stykke derfra. Der kørte jeg så hen, og efter at have ventet en times tid gik vi i gang med det omfattende skriveri som afsluttedes med at jeg skulle skrive under på et antal kopier, og afgive fingeraftryk udfor alle underskrifter. Derefter forlod jeg Puerto Cabello, lidt skuffet over byen. Senere er der nogen der har advaret mig mod området omkring Playa Blanca og Marina Centro, men i byen var det andre områder tæt på man advarede mod. Jeg tror ikke Puerto Cabello er særlig sikker.
Bortset fra det er der en meget smuk kolonial bydel, selvom nogen af bygningerne bag den smukke facade viser sig at være næsten uden tag, og brugt som en losseplads. Der er en del kunstmalere med deres gallerier i området.
Det var meningen at jeg ville være taget videre for at se Coro og sanddynerne, men jeg havde for en tid tabt lysten lidt til at rejse rundt, og havde da heller ikke hverken penge eller kamera.

Ciudad Bolívar
Turen fra Valencia til Ciudad Bolívar var lidt af en afbrudt fornøjelse. Turen skulle tage ca. 10 timer, og jeg havde valgt en bus uden aircondition, fordi jeg ved af erfaring, at de som oftest er alt for kolde, dog har det jo den modhage, at det kun er de ældste busser der ikke har aircondition, og jeg fik da også mine betænkeligheder, da vi var ved at læsse bagagen, og den ene låge under bussen i venstre side blev ved med at falde af, jeg var glad for at min rygsæk ikke lå bag den.

Vi gik planmæssigt fra Valencia kl. 21:00 med de sædvanlige ekstracheck af billetter, fordi man ikke havde helt check på om de der sad i bussen nu også var dem der havde købt billet.

Bortset fra nogen støj fra gearkassen gik det fint den første tid, men ved 1 tiden lød der et forfærdeligt rabalder fra nedenunder bussen, og så lå chaufførerne det næste par timer og skiftede et kardanled, de lå og samlede nålelejer i vejkanten, det kan man nok ikke forvente af en dansk chauffør. Så gik det igen fint en halv times tid, men så blev en luftslange til gearskiftet utæt, og det gik der en lille times tid med at få ordnet. Senere begyndte den at glide i koblingen, først holdt vi igen en lille times tid og rodede med det, kørte så lidt igen, men ved 8 – 9 tiden om formiddagen var den kobling færdig, det kunne man også lugte. Vi stod lidt rådvilde i vejkanten, men fik dog efterhånden et lift til El Tigre, en halv time på ladet af en pick up. Derfra tog jeg en carrito (eller por puesto, de går i liniefart når pladserne er besat, for det meste store amerikanerbiler med plads til 7 personer) til Ciudad Bolívar, hvortil jeg ankom ved 11 tiden, kun ca. 4 timer forsinket og jeg havde ikke frosset undervejs.

Luz valencia og Jens Kr. Hansen - Esbjerg, Danmark
Tlf: +45 75 45 14 96 - Mail: jens@luzjens.dk