|
|
|
Esbjerg, verdens største havn Esbjerg 30. jan. 2004
Sidder en fredag morgen med min kaffe og et halvt rundstykke med syltetøj og ost, og for at fuldende hyggen vil jeg læse JydskeVestkysten.
Som I nok umiddelbart kan fornemme, er det ikke er nogen sindsoprivende spændende morgen, hyggelig bevares, men ikke sindsoprivende på nogen måde.
Så falder mit øje på den lokale forside: Esbjerg Havn oplever godsboom
Jeg registrerer faktaboxen
Pludselig er det ikke længere en helt almindelig morgen, fantastiske dimensioner tårner sig op, og breder sig ud over det halve af Jylland for mit indre øje.
Jeg forestiller mig Rotterdam, New York, Felixstowe, Antwerpen, Callao, Bulawayo, Lagos og de fleste andre havne i denne verden, slået sammen til en kæmpehavn.
4439 millioner tons (når det i den grad går i flertal, synes jeg godt lige man kan smide et s på i enden) Det er altså 4.439.000.000.000,00 kilo !!!
Jeg får lyst til at regne lidt, og drager en lommeregner frem. J Hvor meget mon det gods ville have fyldt, hvis man læssede det på lastbiler? Vi smider 20 tons på hver, det er sådan et rundt tal, nogen tager mere, men er det volumengods, kan det også være meget mindre. Det bliver 221.950.000 lastbiler vi skal have ud og rulle – Waaaaauuuuue maaan, that’s a Conwoy, ten-four to Rubber Duck.
Vi kan jo sætte dem i kredsløb om ækvator, (her beder jeg læseren se bort fra den åbenlyse mangel på infrastruktur på nævnte lokation) og for en sikkerheds skyld – og for nemheds ditto – lader vi dem holde en afstand af 100 meter fra grill til grill, det bliver 10 styks pr. kilometer.
Der er slaw på tasken (s.p.t.) 40.000 km. rundt om Moder Jord (med mindre JydskeVestkysten bruger samme målestok, som den med hvilken de måler havne) Der er altså plads til 400.000 biler i én omgang, så hvis de skal være der alle 221.950.000, må de køre i 554.875 vognbaner ved siden af hinanden.
Nu bliver manglen på infrastruktur helt tydelig. Hvis vi lader der være en go’ meter mellem rækkerne, bliver det 554.875 vognbaner gange 4 meter, altså en motor-kodyl-maskin-vej på næsten 2.220 kilometers bredde. Her vil de der har fulgt med i geografitimerne måske ymte noget om at de yderste rækker ikke kan være lige så lange som de inderste, idet Jorden er jo som bekendt er rund – håber at JydskeVestkysten i det mindste er enig i det sidste. Men la’ nu det være ik’! Så må de jo bare køre lidt tættere derude/inde.
Jeg vil også lige gøre opmærksom at vi er nødt til at lade halvdelen køre den ene vej, og den anden halvdel den anden. De vil jo kunne ændre jordens rotation, hvis de alle starter fra rødt lys i samme retning.
Og prøv lige og forestil dig, at én af dem der kører ude ved midterrabatten, skal træde af på naturens vegne, så har han altså 1.110 kilometer ind til siden. Og han skal være ret frisk, hvis han tager den direkte på tværs. Hvis vi antager at han kan krydse fem vognbaner i minuttet, vil det tage ham 38 et halvt døgn at komme ind til siden. Til den tid har han tisset i bukserne.
Stykgods er steget markant står der……. At kalde en stigning på over 125 tusind procent markant, er ingen overdrivelse. Faktisk synes jeg det er helt godt rykket.
Jeg kigger nu ud af mit vindue, (man skal jo udvide sin horisont engang imellem) Jeg kaster et blik hen over rundkørslen, og ser tydeligt det øverste af kranen på Esbjerg Container Terminal. Synes slet ikke jeg kan fatte de enorme godsmængder.
Jeg er klar over at det går godt for Esbjerg Havn, meeeeen ska' vi nu ik’ lige klappe hesten venner.
Med venlig hilsen
Jens Kr. Hansen
PS: Mit læserbrev blev ikke bragt
|
|
Luz valencia og Jens Kr. Hansen
- Esbjerg, Danmark |