[ Startside ] [ Op ] [ Div. ture ] [ Los LLanos ] [ La Gran Sabana ] [ Merida ] [ Yaracuy ] [ Amazonas ] [ Orphanate ]  
 

Look further down to find text in english

Nationalparken Canaima (Ca. 35.000 km²⁾ som stort set dækker La Gran Sabana er et meget specielt område. Sherlock Holmes forfatteren Conan Doyle beskrev det som the Lost World. Og ærlig talt vil man ikke blive videre forbavset hvis her pludselig kommer en flok fortidsuhyrer galoperende hen over steppen. Vejen som blev anlagt så sent som 1973 føres for det meste højt, så der er god udsigt over den udstrakte savanne. Dekorativt spredt hen over stepperne ser man de meget karakteristiske Tepuy, det er bjerge med næsten lodrette sider og flade på toppen hvor der er fundet 1000 planter som ikke lever andre steder i verden, men de har også været isoleret i ca. 2 mia. år.

Maj 1998 var jeg her i 4 uger på et Nepenthes projekt. Det gik ud på at undervise Pemón indianerne i engelsk, og ellers hjælpe til ved nationalparkvæsenets forskellige gøremål.

La Gran Sabana

Indholdsfortegnelse
Ankomst
Til købmanden
Savannebrand
Gak til myren og bliv viis
Flagermus og tyveri
Kavanayén og San Ignacio
Econatura og Pemónmøde
Salto Aponwao
Skolestart
Hængekøjer
Bachaco
Mors dag i Kavanayén
Hjemme i Luepa
Reder i fødderne
Vandfald og vandfald

Ankomst 26/4
Da jeg vågnede op i Tumeremo ved 7-tiden fik jeg at vide at bussen går 8-8:30. Kvart i otte var jeg ved "busterminalen", og syntes det passede fint - Jeg måtte vente til 12:30. Godt jeg havde Lise Nørgårds "De sendte en dame" at læse i.
Da jeg ankom til Luepa satte de mig af ved kasernen, men det viste sig at jeg var kommet 4 km. forbi Inparques stationen, så jeg måtte vente et kvarters tid før jeg kunne komme med en modkørende som jeg kunne komme med retur.
På Inparques station mødte jeg Peter og Rikke, et par københavnere som havde været der en uge, og havde 2 uger igen. Lederen hed Alexis, og hans kone Zobeida var der også. Pablo og Bienvenido var fastansatte guardaparques på stationen, og så var der en 4-6 stykker mere ude omkring i landsbyerne. Jeg blev indkvarteret på et eneværelse med en god seng.

Til købmanden 27/4
Første dag var vi i St. Elena de Uairen for at handle. Vi fik udbetalt 75.000 til kost for de 4 uger, altså ca. halvdelen af hvad vi havde betalt for at arbejde her, og det er vel ok, vi er her jo også for at støtte miljøorganisationerne i landet.
På vej til St. Elena havde vi sat Peter og Rikke af i San Ignazio hvor Inparques har et træhus der skulle slibes ned og males. Det meste af dagen gik i St. Elena de Uairen med forskellige ting der skulle ordnes. Der er 178 km. dertil, så der er lidt langt til købmanden, selvom der da også er én 60 km. nordfor Luepa i km. 88 men vi har som oftest alligevel ærinde sydpå.

Savannebrand 28/4
Vi var i San Ignacio for at slibe hus. På vej hjem opdagede vi en savannebrand, vi prøvede at slukke, men vi havde ikke lygter med, og der var en tilgroet bæk/flod vi sank i og ikke turde gå over i mørket, så vi tog de sidste 25 km. til Luepa for at få lygter, flere folk og vand i rygsprøjterne. Branden var ikke så svær at slukke som først troet, den havde vel bredt sig til en spredt front på sammenlagt 2-300 m. men efter ca en halv times arbejde med to branddaskere 2 rygsække med vand og håndsprøjter, var branden slukket, og vi var stolte. Vandløbet vi skulle over lod sig passere rimeligt tørskoet hvis man var heldig, på tilbagevejen sank jeg dog i til livet - godt der ikke var krokodiller. Bagefter blev der taget fotos af de snavsede helte.

Gak til myren og bliv viis.
Vi er tre danskere i indianerlandsbyen San Ignazio på La Gran Sabana. Vi er ved at slibe parkvæsenets træhus med sandpapir så det kan blive malet.
I en pause i arbejdet får vi øje på nogle myrer der slæber rundt på græsstrå, og det viser sig at de forsvinder ned i et hul i jorden med dem - gu´ ve´ hvad de bruger dem til? Græsstråene er 2-3 cm. lange, og de bærer dem næsten lodret. vi får dog øje på en der med stort besvær kommer slæbende med et 4-5 cm. strå, og det har vi meget sjov af at følge. Andy som den ambitiøse myre nu hedder, har meget besvær med at få det lange strå bakset til rette så han kan få det ned i hullet. Peter vil hjælpe ham, men vi belærer ham om at man ikke griber ind i naturens gang, det må han vide som Nepenthes medlem. Vi spekulerer meget på hvorfor det skal være så langt strået, men pludselig får han det op på højkant, og vi bliver enige om at det må være et fallossymbol, han skal nok ned og præsentere det for sin udkårne. Lidt senere ligger det dog ned igen, og Andy skridter hen langs strået, han vil nok måle hvor mange fod det er langt. MY er en måleenhed, og betyder myrefod. Til sidst opgiver han dog til vores store fortrydelse. Nu bliver vi dog enige om at vi alligevel godt kan hjælpe naturen lidt på vej - vi hjælper jo også skildpadder - så Rikke lemper strået ned i hullet. Straks hører vi høje hurraråb dernedefra, og strået bliver trukket helt ned.

Flagermus og tyveri 29/4
I det hus hvor vi skal sove fra nu af, fordi der kommer gæster som skal have de gode værelser, er der flagermus, og dem kan Rikke og Peter ikke lide at sove sammen med, så de får den lyse idé at de kan tage med til San Ignacio og arbejde på huset der, og så bo dernede.
Jeg finder ud af at medens vi har været til ildebrand dagen før har vi haft ubudne gæster i Luepa. Jeg havde stillet tasken ind på værelset, men låsen dur ikke, så man kommer ind ved at trække i et stykke ståltråd. Nu opdagede jeg at der var forsvundet 27.000 Bs. altså ca. kr. 365,- Jeg havde mine penge liggende 3 forskellige steder i tasken, og jeg vidste hvor mange jeg havde hvert sted, nu var der forsvundet en del fra hvert sted. Jeg havde ikke troet at det kunne finde sted herude, hvor der er meget langt mellem ditten og datten.
Stinus kom ved middagstid, han havde måttet spadsere 8 km. retur, da han heller ikke var blevet sat af det rigtige sted. Vi burde have fået oplyst km-stenen som ved Inparques Luepa er 141, så kunne man selv følge med i hvornår man skal af.
Om eftermiddagen gik vi og skrabte og sleb et pudset hus der skulle males.
30/4
Vi malede det meste af huset, det regne noget, så der blev også tid til at læse.

Kavanayén og San Ignacio 1/5
Vi stod tidligt op for at tage med Alexis på rundtur til Iwarka, Liwo-Riwo og Kavanayén. Fra Liwo-Riwo var det meningen at vi skulle have været til vandfaldet Salto Aponwao, men det blev der ikke tid til, vi kørte videre til Kavanayén, hvor Inparques har et par meget flotte huse. Der er flot udsigt til en tepui. Der er ca. 2000 indbyggere og en større missionsstation, med noget der efter landsbyforhold mindede om en domkirke.
Om eftermiddagen tog jeg med Pablo sydpå. Vi skulle køre et læs store vandslanger fra San Francisco til Paraitepui, men da vi kom derop var det begyndt at regne temmeligt voldsomt, og det sidste stykke til Paraitepui er temmelig stejl grusvej, og bliver farlig at køre på i regnvejr, så vi opgav det. I det nærliggende San Ignacio besøgte vi Peter og Rikke, som havde boet her et par dage for at slibe huset færdigt. Mange spillede petang i anledning af International Arbejderdag, og Peter og Rikke benyttede dagen til at gå de 15 km. til Quebrada Jaspe, som er et minivandfald og badested. De var dog kommet op at køre det meste af den ene vej.

Econatura og Pemónmøde 2/5
Econaturafolkene Hugo fra Mérida og Isabel som er organisationens leder i Caracas, var kommet og de var med til et møde på skolen i Iwarka foruden Alexis og Raul fra Inparques og vi fire Nepenthes-danskere deltog ca. 20 af de lokale.
Iwarka og Liwo-Riwo ligger med 2 km´s mellemrum og regnes som én comunidad. Iwarka er en temmelig nyrestaureret landsby, alle huse er forholdsvis nye stenhuse der er anbragt i to lige rækker, hvorimod Liwo-Riwo består af mere traditionelle hytter, sammen med et par restauranter, og hytter til turister. Der er knap 100 indbyggere i de to landsbyer.
Det var begrænset hvad vi forstod, men det drejede sig især om 3 ting. Der skulle laves nogle overdækkede pladser til turister. Elselskabet ville lave en kæmpemæssig højspændingsledning hele vejen fra km. 88 til Brasilien, altså også hele vejen gennem La Gran Sabana, som jo faktisk er Pemón indianernes land. Og sidst men ikke mindst blev der talt om hvordan engelskundervisningen skulle foregå, det var jo især det vi danskere var kommet herned for.
Det blev slået fast fra høvdingens side - eller El Capitan som lederen i hver landsby kaldes - at hvis man meldte sig til kurset, skulle man også komme hver dag. Desuden ønskede han at ikke kun de som fungerede som turistguider, men også alm. skolebørn skulle undervises. Der var en speciel stemning over mødet, som er svær at beskrive, for det meste taltes spansk, som vi forstod lidt af, men indimellem slog de over i Pemón, da ikke alle talte spansk, det lyder meget hurtigt og sjovt.
Indianerne var meget utilfredse over den måde de blev behandlet på af myndighederne, som de ikke mente tog meget hensyn til dem. Hugo bekræftede senere at myndighederne handlede hen over hovederne på dem, så det er ikke så mærkeligt at de er sure. Dette samfund er åbenbart ikke specielt mandsdomineret, kvinderne blev også i høj grad hørt på mødet.
Efter mødet tog vi på restaurant, for at spise, og vi så en savannebrand igen, men ved nærmere eftersyn, mente de at den ville slukke sig selv, da den havde retning mod en flod.  

Salto Aponwao 3/5
Vi var i Liwo-Riwo for at møde vore elever, sammen med Econaturafolkene og se hvor vi skulle bo. Derefter tog vi hen for at se vandfaldet Salto Aponwao, det er 105 m. højt, og ganske imponerende, man kan se det både ovenfra og nedenfra. Når man kommer ned og nærmer sig faldet stiger vindstyrken og støvregnen, så man til sidst står i et uvejr, og har god brug for sit regnslag, selvom det er tørvejr.
4/5
Vi var i km.88 for at kopiere det undervisningsmateriale vi havde lavet og handle mad til ugen i Liwo-Riwo. Derefter kørte vi derud og blev indkvarteret i et lerhus med stråtag, hvor eneste installation var et lille lavt bord, og nogle bjælker til at hænger et par køjer op i, jeg hængte min op i det åbne klasseværelse, ti skridt væk. Desuden havde vi bragt et gasblus, og lidt køkkengrej, og så fandt vi et par sodavandskasser og træstubbe at sidde på, så var den i orden.

Skolestart 5/5
Vi var meget spændte på at møde vore elever, der var 8 indskrevet, og det var meningen at vi skulle undervise fra kl. 9 - 12. Ved 9-tiden var der da også kommet et par stykker, og kl. halv ti var der 6. Vi tog først alle i én klasse, men senere delte vi dem op efter hvor go'e de var. Nogle havde fået undervisning før, der havde jo været tre hold danskere før os.
Om eftermiddagen gik vi de 2 km. til Iwarka for at undervise børnene, men da vi kom dertil, var der ingen elever, og det viste sig at læreren Berenice var gået til Liwo-Riwo for at sige at der ikke var undervisning i dag.
 6/5
I dag var der 9 elever, og de var alle meget interesserede. Peter og Rikke tog de fem mest avancerede, jeg de næste to og Stinus fik to som havde noget besvær med det, nok også fordi de dårligt kunne læse og skrive spansk. Vi gik igen til Iwarka for at undervise kl. 15 - 16:30, og i dag var der fire store (12 - 15 år) og 7 små (8 - 11 år) Rikke var blevet "hjemme" med dårlig mave, Peter tog de fire store, Stinus de små, og jeg underviste den meget charmerende Berenice.
7/5
Der var 7 elever i Liwo-Riwo, og 8 i Iwarka.

Hængekøjer
Jeg fik ikke sovet mere end 2-3 timer den nat. Mit soveværelse - det ene klasseværelse - var åbent til alle sider bortset fra en 1 m. høj mur, og så var der stråtag. Jeg havde hængt min køje op mellem to træbjælker, og det var gået fint det første par dage, men nu var det altså blevet rigtigt regnvejr. Først dryppede det ganske langsomt (hvert femte minut) og jeg lå og spekulerede på om jeg skulle stå op og flytte køjen, eller håbe på at det holdt op.
Nu er det i forvejen en ikke helt ukompliceret affære at placere sig i en hængekøje, hvis man ligger i sovepose, og i La Gran Sabana er der temmeligt køligt om natten. Først stepper man op i lagenposen, som man har anbragt i soveposen, trækker begge dele op om nakken, så de ligger rigtigt når man kommer ned at ligge, så sætter man sig på køjen, smider benene op og retter det hele til - man skal ligge diagonalt, ellers går man i banan. Derefter skal man have placeret briller og lygte indenfor rækkevidde, inden man forsøger at pakke myggenettet om sig så de små bæster ikke skal finde et hjørne hvor de kan snige sig ind - det gør de som regel alligevel. For resten har jeg mit myggenet kraftigt mistænkt for at give kløe på håndryggene, det er nok imprægneret med noget giftigt stads af en myggebalsam.
Nå, til sidst stod jeg op for at flytte køjen, og det viste sig at det der dryppede var mine badebukser som jeg havde hængt lige over køjen. OK jeg "hoppede" i køjen igen, og kunne stadig ikke sove. Det regnede mere og mere, og lidt efter dryppede det igen, og denne gang var den god nok, jeg måtte op og flytte køjen.
Så gik det fint en times tid eller to - selvom jeg stadig ikke kunne sove - indtil det blæste op, så det begyndte at støvregne ind gennem den åbne gavl, så jeg måtte igen op for at flytte. Jeg havde nu hængt mig i et par tyndere stænger, men jeg havde prøvet dem af, så jeg regnede ikke med at de ville knække, det gjorde de nu heller ikke, men lidt efter gled det glatte nylonreb i knuden, så jeg lå på gulvet......
Floden steg nok en halv meter den nat.

Bachaco 8/5
Myrer/termiter, som er en nydelse både rå (levende) og ristet. Man piller bare vinger, ben og hoved af for derefter at spise for- og bagkrop. Jeg har desværre ikke smagt dem levende, jeg så ellers én spise dem og jeg blev også budt, men jeg turde ikke tage springet - det kan jeg godt fortryde lidt bagefter. Ristede smager de lidt som pea-nuts - lidt!
Man får dem også som syltet med hoved og ben i skarp sovs, vi har et glas stående i Luepa, det sm

 Mors dag i Kavanayén 9/5
Rikke og Peter var nu færdige med dette projekt, og vi tog afsked. De ville bestige Roraima, et af deres bekymringer var at det kostede 400 kr. at blive kørt de 22 km. fra asfaltvejen og ind til Paraitepuy, hvorfra de skulle gå med en guide - ikke alt er lige billigt. Turen tager ca. 5 dage, og skulle være ganske flot, men jeg synes jeg er blevet for magelig anlagt til at vade rundt i regn og kulde og sove på den bare jord, man kan jo heller ikke få andet at spise end hvad man selv slæber med, og evt. tilbereder over et gasblus.
Stinus og jeg brugte det meste af dagen på at lave noget materiale til engelskundervisningen, vi fik lov til at bruge Alexis' PC. Stinus og Alexis var i km.88 for at købe ind.
Om aften kørte vi til Liwo-Riwo for at hente 13 fodboldspillere, og tage dem med til Kavanayén hvor de skulle deltage i en turnering om søndagen, som er mors dag. Der er normalt plads til 8 personer bag i bilen, så med 13 indianere og 1 dansker var de 40 km. ad jordvej lidt af en prøvelse for os alle. I Kavanayén boede vi i Inparques hus, som er det flotteste jeg har boet i i Venezuela. Natursten ude og inde, ædelt træ, flot badeværelse, god seng, meget god afveksling til lerhytten med hængekøjer og bad i floden i Liwo-Riwo.
10/5
I dag er det mors dag, og vi går først til messe i den katolske missions kirke, det er første gang jeg er til katolsk messe, og det er en speciel oplevelse på dette specielle sted, salmerne synges så smukt så man er rørt til tårer, og der er forskellige ritualer, præsten taler et rimeligt forståeligt spansk siger Stinus bagefter, men jeg falder i staver over oplevelsen, og hører ikke efter.
Efter messen er der fodboldkamp, der skulle have været en turnering, men der kom kun to hold nemlig Liwo-Riwo og Kavanayén, så det var hurtigt overstået, Kavanayén vandt 3-2, men byen er jo også meget større end Liwo-Riwo, så de har mange flere spillere at vælge mellem.
Samtidig var der forskellige former for børneteater på torvet, hver klasse lavede noget optræden, sang, fremlæggelse af poesi til ære for mor, eller opførelse af mindre teaterstykker.
13/5
I den ene ende af vores hus er der jordgulv, og i det ene hjørne er der huller af en fingers tykkelse. Her bor der gravehvepse, de er ca. 3 cm. lange i kroppen, men indimellem kommer de flyvende med græshopper der er næsten dobbelt så store, som de slæber med ned i hullet.
Efter skoletid i Iwarka spiller vi volleyball med eleverne, det er jeg ikke skrap til.
14/5
Det har været mere tørt i denne uge, og floden er faldet det samme som den steg sidste uge. Når vi vasker op i floden vrimler det med små fisk der spiser madresterne. Jeg er glad for det ikke vrimler med pirañaer på samme måde når vi bader.
I dag er det regnvejr, og jeg tror det er det der decimerer elevantallet - kun Felix kommer. Lidt over 12 dukker Alexis op, han har en arkitekt fra Inparques med, og vi tager hen til Salto Aponwao hvor de skal se på nogle mindre anlægsarbejder. Derefter pakker vi det hele, tager afsked med elever og andre, og så er det kapitel overstået. Stinus og jeg taler om at vi meget gerne ville vende tilbage en dag.

Hjemme i Luepa
Da vi kom "hjem" til Luepa, måtte vi konstatere, at en eller anden havde glemt at slukke lyset, og lukke vinduet i et køkken som vi ikke brugte. Det var i en periode hvor en art flyvemyrer - på samme måde som bachacoer - letter fra deres bo i jorden, og går på vingerne. For et meget stort antal gik turen ikke længere end til vores køkken, vi fejede og skovlede 7 fejeblade fulde ud.
 
16/5
Lørdagen er jævnt kedelig, især Stinus er meget ærgerlig over at vi ikke kan fortsætte i Liwo-Riwo, og her i Luepa er der ikke meget at lave. Jeg ville også helst have fortsat derude, men ville gerne have haft noget bedre materiale. Godt nok bestemmer vi selv hvor godt det bliver, når vi selv laver det, men jeg tror nu alligevel at en rigtig tekstbog ville være at foretrække. Vi skal prøve at lave en plan for affaldshåndtering, som det er nu bliver affaldet bare smidt i et hul lidt uden for landsbyen, og derfra har det en tendens til at spredes over et større område. Intet affald bliver sorteret.
Derudover er der en smule have at passe, noget af det har tidligere danskere (Carina og Louise) anlagt. Der er også noget bygningsvedligeholdelse der skal ordnes, men der er endnu ikke materialer til det, og der er jo de to fastansatte Pablo og Bienvenido her, og de får en del at tiden til at gå med at nyde udsigten.
 
17/5
Zobeida, Stinus, Kennedy fra den nærliggende hyttecamping og jeg går en tur på en kvarters tid til et mindre vandfald i floden Aponwao, det er samme flod der går forbi stationen. Vandfaldet er kun ca. 2 meter højt, men det er godt at bade i, man kan sidde og blive overskyllet af det, det er et brusebad der vil noget.

Reder i fødderne 18/5
Det havde i lang tid gjort temmelig ondt i min ene hæl, der var en lille plet, hvor jeg regnede med at jeg var blevet bidt af en af de almindelige fluedyr som kaldes La Plagua, men det blev ved med at genere mig så jeg fik Zobeida til at se på det. Hun mente det var en torn, og at den ikke skulle tages ud med en nål, men med en rosentorn, så hun gik udenfor for at finde en sådan, og begyndte at grave i min hæl. Heldigvis kom Bienvenido kort efter, og han var åbenbart klogere på de dele, sagde at det var et insekt der havde lagt et æg i en rede under huden, og at man skulle passe på ikke at stikke hul på reden, man skulle helst have den ud hel. Så gik han i gang med nålen, og fik da også to reder ud, og så skulle jeg være kureret. Senere har Stinus gravet flere reder ud, jeg fik desværre ikke lejlighed til - som hævn - at grave nogen ud af Stinus.
 
Vandfald 20/5
Dette var den store udflugtdag. Vi var ca. 6 personer der tog af sted i bilen for at se på vandfald, det spanske ord herfor er salto, og på Pemón hedder det wená, selvom man også ser det fejlagtigt angivet som merú på kort og skilte.
Der er som tidligere nævnt kilometerangivelser på La Gran Sabana startende med km. 0 ved El Dorado, og sluttende med km. 330 ved grænsen til Brasilien. Undervejs er der en by der hedder km. 88, hvor mon den ligger?
Inparques station ligger på km. 141. Først stoppede vi ved Rapidos de Kamoiran, km. 171, en rapido er et sted hvor floden har travlt hen over stenene, og ofte er der også et mindre vandfald. Derefter stoppede vi ved Salto Kawi, et 40 meter fald ca. km. 194. Næste stop var Salto Kamá ved km. 201,5 det er 55 meter højt. De siger at man kan sejle i en lille båd ind bag faldet, det prøvede vi desværre ikke. Man solgte pusterør med pile her, jeg købte, og Stinus og jeg fandt ud af at vi er ret skrappe til det der, på 5 meters afstand sidder alle pile indenfor en underkops areal, de andre var knap så skrappe.
Vi kørte igen et langt stykke, og nød indimellem den pragtfulde udsigt bl. a. til de fladtoppede bjerge - tepuy kaldes de. Ved km. 244 nåede vi Balneario Suruapé, altså et badested. Her var et naturligt bassin, og man kunne dyrke udspring fra 2-3 meters højde, det var desværre blevet lidt regnvejr, og da solen kort efter brød frem, var jeg kommet i tøjet igen. I San Ignacio de Yuruani, km. 259, bor Pablo, vi hilste på familien, og vendte vognen for at køre tilbage til Luepa.
21/5
Det har igen regnet meget, og Stinus og jeg går ned til det lille vandfald, som falder i nærheden. Vi regner med at det er et betydeligt voldsommere syn nu da floden er steget et par meter. Da vi kom derhen, var vandfaldet forsvundet!!! Vi havde ikke tænkt på at floden efter faldet også var steget meget, faldet var simpelthen druknet og floden der før var 15-20 meter bred, var nu ca. 100. En fiskerhytte der lå ved flodbredden var halvt under vand.

Tilbage til toppen

And now a few words in english, with some photoes

The Canaima National Park (aprox. 35.000 km²) that mainly covers La Gran Sabana, is a very special area. The Sherlock Holmes writer Conan Doyle described it as the Lost World. Honestly you won't be very surprised if a heard of dinosaurs suddenly comes galloping across the plains. The road that was constructed as late as 1973 is most of the way situated highly, so there is a good view over the extensive savannas. Decoratively spread over the plains is the very characteristic Tepuy, which is mountains with almost vertical sides and flat tops, on which there are found a 1000 plants which aren't living at other places in the World, but of course - they have been isolated in 2 billion years.

May 1998 I was there for 4 weeks at a Nepenthes project. It was about teaching English to the Pemón Indians, and as well help with different things at the National Park Service.

Luz valencia og Jens Kr. Hansen - Esbjerg, Danmark
Tlf: +45 75 45 14 96 - Mail: jens@luzjens.dk