Hele den centrale/vestlige del af Venezuela, næsten en tredjedel af landet,
er flad som en pandekage, og flad er netop hvad llano betyder (udtales ljano).
Disse vidtstrakte sletter med de kæmpestore kvægranche kaldet hatos. 50.000 stykker kvæg på en hato er ikke ualmindeligt. Los Llanos er også kendt for det rige dyreliv, og det var noget af det jeg ville ud og
se. Krokodiller, slanger, skildpadder, fugle, flodsvin, myreslugere, leguaner
o.a.
Venezuelaturen 1997
Jeg fløj til San Fernando de Apure som er hovedbyen på de vidtstrakte sletter Los Llanos med de kæmpestore kvægranche kaldet hatos. 50.000 stykker kvæg på en hato er ikke ualmindeligt. Los Llanos er også kendt for det rige dyreliv, og det var noget af det jeg ville ud og se. Jeg regnede med at jeg kunne finde en der lavede ture i området, men den eneste jeg fandt i San Fernando tog 180 dollars for en 2 dages tur, og det synes jeg var lige i overkanten, så jeg tog bussen videre til Mantecal, som ligger tættere på området med mange dyr.
Der stod jeg og diskuterede med en taxachauffør hvor meget han skulle have for at køre mig en tur lidt nord for byen, da Jairo blandede sig i samtalen, han kunne lidt engelsk, og ville gerne praktisere det. Han var på påske tur med sin far Juan og en ven Frye i en gammel folkevogn, de skulle nordpå dagen efter, og jeg kunne da bare køre med dem for et mindre beløb. Vi besøgte vennens familie, hvor der stod en gryde over et bål ude i gården, der var nogen der begyndte at tale om øl, så jeg investerede i en kasse. Senere var vi 3
der gik i "svømmepølen" bag huset, en betonkasse på ca. 1,5 x 2,5 m. med lidt vand i. Det var både hyggeligt og svalende - der var ca. 35 - 40ºC.
Dagen efter gik turen nordpå, vi så flere krokodiller undervejs, eller kaiman som de kalder dem. Efter et par timer nåede vi til en flod hvor vi fiskede pirañaer som vi senere stegte over bål ved floden. Madding fangede vi ved at drysse vådt majsmel i floden, straks vrimlede det med småfisk, som vi tog med et net. Frye fik krogen i foden af en stor skildpadde, som vi ved
fælles hjælp trak på land. Den havde et fladt hoved, med gevækster og så temmelig grim ud,
en Calipatua hedder den vistnok. Frye havde besvær med at holde den medens jeg fotograferede, så tung var den. Vi satte den selvfølgelig ud igen, man kan jo aldrig vide om den er sjælden. Da vi havde spist ved floden, drog vi videre nordpå.
Vi over
nattede på en meget idyllisk lille ranch, hos noget af deres familie, vi sov i hængekøjer under et halvtag og om morgenen overværede vi morgenmalkningen, som foregik ved at de først trak en kalv hen til koen, for at den kunne malke for, derefter malkede de med hånd, og til sidst fik kalven lov til at tage resten, fra 20 - 25 køer fik de kun 40 l mælk, men så havde kalvene jo også fået deres del. Vi smagte på den friske varme mælk, de andre syntes det var lækkert, men jeg foretrækker nu kold mælk. Badeværelset var et sejldugsaflukke, så pumpede man sig en spand vand fra vandposten og tog den med derhen og hældte vand over sig med en kokosnøddeskal, men det fungerede fint.
Da vi havde fået morgenmad - syltet tamarinde - drog vi videre, mine rejsekammerater skulle besøge andre farme med mere familie, disse var mere fattige, en enkelt gris eller to, der var ikke meget at slå til søren med. Det er bemærkelsesværdigt, at når man besøger folk her, kommer de ikke straks og giver hånd, først gik Jairos far hen og hilste på, og senere gik vi andre frem og hilste, kvinderne i de besøgte familier forblev ofte i baggrunden, og kom ikke uden videre frem for at hilse på.
På tur fra Mérida
1998
Onsdag morgen startede så turen med Guamánchi Expeditions til Los
Llanos. Foruden guiden Luis var vi et Schweizisk par, to mandlige tyskere, fire amerikanske kvinder og så mig. Den ene tysker var dog født tyrker, og den ene amerikaner fra Panama, men boede i USA, når hun ikke arbejdede i
Caracas, så vi var en god blandet gruppe. Det tager en hel dag at køre ned til lejren i en ældre Toyota Land
Cruiser, men vi så aber, krokodiller, fugle og masser af køer undervejs. Vi blev indlogeret i en rund hytte med en pæl i midten hvorfra 9 hængekøjer hang ud til væggen. Den første aften var der fest i lejren med et lokalt Joropo orkester - harpe, cuatro (lille firestenget guitar) og maracas til at rasle rytmen med. Indimellem er der en der synger til om livet på Los
Llanos, ofte digtes der direkte til situationen.
Torsdag formiddag tog vi ud for at sejle i kano på en flod, Lenin fra Panama syntes vandet var lidt for tæt på rælingen - eller omvendt, taget i betragtning at der var både
pirañaer, krokodiller, ferskvandsdelfiner og måske især vand i flo
den. Vi fiskede pirañaer fra bredden, det var dog Luis der fangede de fire vi fik. Man skal passe på fingrene når man tager dem af krogen.
Efter frokosten dasede vi et par timer i hængekøjerne, sløve af varmen. Derefter tog vi ud for at få
fat på en krokodille. Det skete ved at de kastede store kroge ud i vandet lige hvor øjne og næse stak op af vandet. Efter flere forsøg fik en krog fat i det seje krokodilleskind, og under protest blev den trukket på land, man tog førergreb på den, og lagde reb om snuden, så var den 1,5 m. lange og 40 - 50 kg. tunge dille klar til at blive løftet klappet og fotograferet. Nu vil mange måske sige at det er en brutal måde at fange et vildt dyr på, men krogene går ikke gennem krokodillens seje skind, så for mig at se skulle det ikke være værre, end at indfange fugle til mærkning, men måske tager jeg fejl? Bagefter slap vi den løs, og efter at have sundet sig lidt luskede den fornærmet ned i floden igen. Senere fangede vi en ca. 1 m. lang leguan som sad i et træ, den lignede noget der skulle være uddød for flere
mill. år siden.
Der lå også nogle kapivarer (eller flodsvin, som nogle kalder dem) og sov i noget buskads, vi var ganske tæt på, men de var alligevel svære at se i det mørke buskads. Det er verdens største gnaver, den kan vel komme op på ca. 40 - 50 kg. og minder lidt om en forvokset bisamrotte, og ser meget sød ud. De er altid sammen i familier. Man spiser dem til påske. Senere ledte vi efter
myresluger i noget buskads, vi fandt dog ingen, men de havde en unge i lejren som fik sutteflaske - gu´ ve´ hvornår den går over til myrer, det glemte jeg at spørge om. Nogen havde desværre skudt dens moder.
Om aftenen fik vi en del øl, og havde svært ved at falde til ro, især
Turko, som vi kaldte den tyrkiske tysker. Der var nok nogen der ikke syntes det var lige så sjovt, i hvert fald blev vi venligt anvist en hytte på den anden side floden til næste nat. I det hele taget fungerede gruppen fint sammen.
Næste dag i lejren tog vi ud for at se på Anakondaer. I en sump fandt vi hvad vi først troede var én slange
krøll
et sammen i en klump, det viste sig at klumpen havde fire hoveder, og derfor også fire haler. De tog fat i sidstnævnte og trak dem på land, fik fat i hovederne og delte dem rundt til turisterne - slangerne altså. Når man blot holder godt fat i hovederne, sker der ikke noget. Selvom det er en kvælerslange kan den godt bide fra sig, men det lod ikke til at der var overhængende fare for at vi skulle blive kvalt, det er jo også noget der går langsomt, så når man er flere, kan man nok nå at vriste sig løs. De var vel ca. 4 - 5 m. lange og 6 - 7 cm. i diameter.
Lidt længere fremme i det samme mudrede og bevoksede vandhul fandt vi en krokodille gemt helt væk i smadder og vandplanter, hvordan de fandt den ved jeg egentlig ikke, men der har måske været nogle bobler, en guide gik og stak med en pind i sumpen for at finde ud af hvor kroppen var, så lagde han et reb om maven på den, og med et rask snuptag trak de den op af sumpen. Derefter bandt de den på samme måde som dagen før, dette skulle af de to være den farligste måde at fange en dille på, og videre sikkert så det da heller ikke ud, men bundet, løftet, klappet og fotograferet blev bæstet. Den var af ca. samme størrelse som den foregående. Disse krokodiller kaldes baba. Der er også nogen der ligner, de kaldes caimaner, har en mere spids snude, og kan blive noget større, men dem så vi ikke nogen af på nært hold.
Til gengæld så vi masser af skildpadder, og en fugl der graver flere meter lange gange under jorden hvor den har sin rede. Desuden så vi flere kapivar-familier, de kommer i flokke på en halv snes stykker, i alle størrelser. I et andet vandhul fandt
vi en anden anakonda, den havde lige slugt en krokodille, og nu havde den fri et par måneder, for at fordøje sin middagsmad. De var fire mand om at hive den op af sumpen, den var vel 6 - 7 m. lang, og på midten hvor dillen lå har den nok været ca. 20 cm. tyk. En hel del turister kan blive fotograferet samtidig løftende på sådan en.
Om aftenen var der en der havde set en flagermus i vores nye hytte, og mente de havde rede i taget. Det siges at nogle få af dem smitter med rabies, og at man ikke nødvendigvis mærker at man bliver bidt medens man ligger og sover, så vi var en overgang noget utrygge ved situationen, men efter at have søgt med lys og lygte og ikke fundet hverken flagermus, eller noget sted de syntes at kunne komme ind, at lederen af lejren havde fortalt at de kommer i alle huse og bare fjerner insekter og at Turko, som er læge, sagde at når man bare var opmærksom på at det kunne være på grund af flagermuse-rabies-bid hvis man blev syg, så kunne det kurers, besluttede vi at løbe den minimale risiko og sove i hytten - det var vel også lidt omvendt hvis vi efter hele dagen at have kæmpet med krokodiller og slanger skulle være bange for flagermus. Der var igen levende Joropomusik og dans, så vi fik igen rørt træbenet til latinamerikanske rytmer.
Turens fjerde dag lørdag, var hjemrejsedag. De to tyskere stod af i den nærliggende by Mantecal for at fortsætte østpå. Jeg stod af i Barinas for at tage til Acarigua, resten fortsatte til Mérida, en dag præget af afsked.
I Acarigua besøgte jeg Jairo som jeg havde rejst med et par dage året før.
