Byen Mérida ligger i staten Mérida i en udløber af Andes bjergene. Det er
et meget dejligt område, og mange Venezuelanere ferierer da også her når de
ikke tager til stranden.
Merida 1997
Jeg overnattede i Barinas, ventede 2 timer på at få hævet penge på mit Visa kort, og drog videre nordpå mod Apartaderos hvor i nærheden der skulle ligge et meget pittoresk hotel. Jeg blev sat af langt udenfor lands lov og ret ved en stor træportal med hotellets navn "Los Frailes" Jeg tog sækken på nakken og gik et kvarters tid før jeg nåede til hotellet, som er bygget på ruinerne af et kloster, og meget ligner et sådant. I den meget rustikke spisesal, med gedigne træmøbler og enorme bjælker og rigtigt fornemt dækket op, nød jeg en fortrinlig middag med ørred stegt med mandler, der var meget fin betjening, og en god atmosfære. Bagefter gik jeg en tur mellem "klostrets" bygninger, en fredelig gårdhave var der med bl.a. et lille vandfald og en sø hvor der gik ørreder, en bæk rislede forbi udenfor. Hestestaldene hvor man kunne leje heste for at ride sig en tur i bjergene lignede sommerhuse. Jeg havde desværre ikke tid til at overnatte på stedet, det ville ellers kun koste ca.
kr. 200,- kr. så jeg fortsatte til Mérida. (PS: Da jeg var der i påsken 2000
kostede det kr. 500,-
Syv billeder fra Hotel Los Frailes: Klik og se løjer
I Mérida var jeg 4 dage, de første 2 dage boede jeg på posada, som er en slags pensionat, og de sidste 2 dage hos Bart og Dalila som er Servas værter.
En dag tog jeg en heldagstur i bjergene nord for Mérida. Vi var fem med guiden som var spansk, en tysker, to franske og så mig.
Først så vi en lille stenkirke, som en excentriker havde bygget af små sten, som en kopi af en anden kirke han tidligere havde bygget på normal vis.
Dernæst kørte vi længere op i bjergene for at nå til en forskningsstation for condoren, andesbjergenes store fugl, som betragtes som noget særligt, og bl. a. indgår i mange landes rigsvåben. Efter at være forsvundet fra Venezuela er der nu ca. 5 condorer som hører til i disse bjerge, på stationen var der 2 i bur, den ene var fundet med beskadiget vinge, og den anden var fundet som forladt unge. Condoren har et vingefang på 3 meter, yngler i en alder af 7 år, kan blive 50 og kan komme op i 10 km. højde. Efter condorerne kørte vi til en nationalpark, hvor vi på hesteryg tog en tur ad bjergstier for at se en smuk sø og et vandfald. Turen tog 3 kvarter hver vej, og vi havde meget sjov af at hestene ikke ville lade hinanden komme forbi, især min var slem til at bide fra sig når de andre ville overhale. Den franske kvinde der var med på turen, mente ikke hun kunne sidde ned det første par dage uden
smerter.
Sidste ophold på turen var ved en varm kilde, hvor vi smed tøjet og sprang i. Flere små strømme med forskellig temperatur løb ned i søen hvor vi badede, og det passede med at temperaturen i søen var nøjagtig tilpas. Nogle venezuelanere var der i forvejen, og de havde rom med og vi havde melon, så vi lå rigtigt og hyggede os.
Mérida og La Azulita
1998
1/4
Dagen efter tog jeg videre til Mérida, en nydelig by i en dal i Andesbjergene, en tur på 8 timer. Den første nat boede jeg på hotel, men derefter hos Bart og Dalila, som er Servas værter, og som jeg kendte fra sidste år.
3/4
Fredag tog jeg bussen til La Azulita for at besøge et økologisk kaffekooperativ med 38 småbønder som producerede Fair Trade mærket kaffe som f.eks. det danske (Max Havelaar) Vi kørte 2,5 time ad smukke bjergveje. Jeg blev vist rundt på to kaffefarme, og det var interessant at se hvordan de brugte forskellige skyggetræer for kaffebuskene. Et af dem var Chachafruta (jeg er ikke sikker på stavemåden) som Bart havde haft med fra Colombia og som også bar en stor bønnelignende frugt som er spiselig både rå og kogt, en anden skyggeplante er banan, og den kan jo også bruges til andet end at skygge. En tredje - Tártago - bar frugter som man kunne presse olie af. Der var også bunddække for at begrænse ukrudtvækst og holde jorden fugtig. Nogle planter var gode til at binde kvælstof til jorden til fordel for nytteplanterne. Al ukrudt, planteaffald, kaffebønneskaller og dyreefterladenskaber blev lavet til kompost og lagt omkring stammen af kaffebuskene - et rigtigt øko-system.
Bart fortæller at siden landsbyen i 93´ blev kooperativ og senere godkendt til at levere Fair Trade mærket kaffe er der sket enorme forbedringer, man har fået elektricitet, indlagt vand, kloakeret, asfalteret gaden og lagt fortov. 9 af de 38 familier har købt en brugt bil eller MC, og det er vil ikke luxus, når man bor langt ude på landet og driver et landbrug. Desuden har en del fået råd til at forbedre deres huse, så mange af dem er helt pæne, selvom de langtfra når danske standarder. At de er blevet et kooperativ, har også gjort at de i højere grad er blevet medbestemmende over deres egen situation, de har deres fælleshus hvor de diskuterer økolandbrug, Fair Trade og landsbyens udvikling. Hvis i ønsker at vide mere om Fair Trade, så se på
http://www.maxhavelaar.dk
De fleste er i øvrigt temmelig katolske, jeg skal ikke kunne sige om det gavner dem, det har jeg ikke forstand på.
4-5/4
Lørdag tog vi ud til Bart og Dalilas hus på landet. Der har de kaffe, blommer, banan, appelsin og abrikos, men det er ikke meget mere end de selv kan anvende. Jeg hjalp til med at luge om kaffebuskene.
Søndag tog jeg ud for at se den nærliggende smukke, men turistede landsby Jají, og derefter tilbage til Mérida. Det var meningen jeg ville tage tovbanen (verdens længste) op i bjergene mandag, gå de 5 timer hen til en landsby ved navn Los Nevados og tilbage igen tirsdag, men søndag aften fortalte man mig at tovbanen var lukket mandag og tirsdag. Da det mandag viste sig ikke at være tilfældet i påskeugen, var det for sent, jeg havde bestilt en guidet tur til Los Llanos med afgang onsdag morgen.
6/4
Mandag tog jeg i stedet ud for at se en museumslandsby ved navn Los Aleros. Selve landsbyen var egentlig meget interessant og pittoresk i ægte Andes-stil. Inde i de små huse var der forskellige museer som f.eks. et radiomuseum der dog syntes noget malplaceret. Entréen er 6.000 Bs.
I bjergene syd for Mérida
1999
Foruden guiden og chaufføren var vi en fransk familie på 4, et yngre hollandsk par og mig med
Natoura, et af de bedste tour-bureauer i Mérida
Først kørte vi ud for at se hvordan de pressede saft af sukkerrør, og lavede det til sukker i blokke - eller papelon som det vist kaldes.
Der står en mand og stikker sukkerrør i presseren, som er to valser trukket af en langsomtgående dieselmotor over remme. Saften løber så gennem rør over til et af tre støbte kar hvorunder man brænder affaldet fra sukkerrørene så saften koger, man skummer så sukkeret over fra kar til kar indtil det er nogenlunde rent. Man hælder det i forme, hvor det stivner, papelonen sælges i blokke til div. formål.
Derfra kørte vi til Jají, hvor jeg dog havde været før. Pæn lille by, men noget turistpræget, selvom der er stille når venezuelanerne ikke har ferie.
Videre kørte vi til en kaffefarm, hvor vi så maskinerne til at behandle kaffen (afskalling og tørring, for det foregik åbenbart uden gæring her), men ikke hvordan de brugte dem, da det ikke var høsttid.
Lidt længere op i bjergene, og så blev cyklerne læsset af og vi tog de 25 km. ned mod San Juan ad de smukke slyngede bjergveje, meget nemt - det gik nedad hele tiden.
Efter et par timers smuk bjergkørsel nåede vi til San José, en lille malerisk flække klemt inde mellem bjergene. Her blev vi indlogeret hos Martin der med egne hænder havde bygget et par meget fine huse med varmt vand og alt muligt. Udenfor var der et par små ørreddamme hvor man selv kunne fange sin aftensmad, og det gjorde vi så - skønt!!!
Efter en god nats søvn i den friske bjergluft men hvor morgenmaden desværre indeholdt arepa, (majsmelsboller) - noget af det værste
ved Venezuela!!! drog vi ud i bjergene på hesteryg.
I 1,5 time red vi op og ned ad bjergstier med smuk udsigt til små bondehuse, med stejle marker ikke
me
get større end haver, helt ud til afgrundene. Vi holdt pause ved guiden Dianas eget bondehus, og derefter gik det
samme vej tilbage til frokosten. Efter et hvil gik turen tilbage til Mérida - et par gode dage, jeg kunne godt tænke mig et sommerhus og et par heste i det område.
Tilfældigvis stødte jeg ind i Magnus og Matilde, som jeg tidligere havde mødt i Choroní - sjovt sammentræf igen.
Monumento de la Virgen a la Paz
På vejen tilbage tog jeg over Paso de Pico el Aguila, Venezuelas højeste vejpas i 4007 meters højde. I Trujillo som minder
lidt om Mérida, men dog er noget mindre, var jeg oppe på et bjerg for at se Monumento de la Virgen a la Paz. Det er 46 m. højt og vejer 1200 tons, så det fylder ganske imponerende i landsskabet. Man kan gå op til toppen indvendig, men desværre var det tåget i den højde, så udsigt var der ikke noget af. Det er også derfor der ikke er noget billede af monumentet, til gengæld slutter jeg af med en bambus i normalstørrelse fra parken
El Fuerte i San Felipe
Tilbage
til toppen
